Producenter og råvarer

 
 
 

Hos Rødder arbejder vi sammen med nogle af Danmarks bedste lokale leverandører og gårde. For os er det vigtigt at vide, hvor vores råvarer kommer fra og at arbejde så bæredygtigt som muligt. Vores leverandører er hovedsageligt økologiske eller biodynamiske.

I og med at vores madstil er enkel og meget årstidsbestemt, er det afgørende at man kan smage at råvarerne er i top, og at man kan smage de enkelte ingredienser på tallerkenen. Samarbejdet med de små landbrug og producenter er derfor meget vigtigt for både vores catering, madevents og pop-ups.

 
 

Her en liste over nogle af de leverandører, vi arbejder med:

Dalbakkegård
Bryan på Lolland har uden tvivl nogle af Danmarks bedste økologiske kyllinger. Masser af smag, kraft og bid er resultatet af en glad kylling, der har gået ude og haft det godt på den lollandske muld. Til jul får vi også hans dejlige ænder.

Hvidkildegård
Fantastisk økologisk limousine kvæg og frilandsgrise. Ligger ved Kettinge på Lolland og har gennem flere år leveret kød til vores arrangementer.

Hindsholm Grisen
Fantastiske økogrise fra Fyn. Masser af smag og kraft fra de glade dyr med krølle på halen.

Søtofte Jordbrug
Økogård ved Ringsted med masser af dejlige grøntsager og udvalg af urter.

Maglemosegård
Dejlige frilandslam ved Eskilstrup på Falster af racen Gotlam med masser af smag. Kødet har masser af struktur og ikke så fedt i kødet som andre lammeracer.

Birkemosegård
Stort udvalg af især biodynamisk grønt fra Sjællands Odde. En efterhånden mangeårig samarbejdspartner, som leverer en stor del af vores grøntsager til både events og catering.

Brinkholm
Andelsgaarden Brinkholm tæt ved Faxe og Stevns har et fantastisk udvalg af økologiske grøntsager - alt dyrket med håndkraft. Vi får også super lækkert mel, som vi bruger til vores brød fra Brinkholm.

Søftofte Jordbrug
Regenerativt jordbrug som har været dyrket økologisk siden 70’erne. Alle grøntsager dyrkes uden brug af maskiner. De holder også høns og kvæg.

Håbøllemejeri
Dejligt mejeri på Møn med fantastiske oste og yoghurt. Drives af Per som selv producerer og udvikler de smagfulde mejeriprodukter.

Fiskerikajen
Fast fiskeleverandør, der har fokus på, at fiske så bæredygtigt som muligt. Fiskerikajen samarbejder med FSK (Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri), som bl.a. har fokus på mindre udsmid.

Steensgaard
Dejlig gård på fyn med masser af fantastisk kvæg, frilandsgrise og lam. Laver også højkvalitets charcuterie.